02 AG GRUPPEN ÅRSRAPPORT 2021 FORORD 592 mio. kr. i omsætning 64 medarbejdere PÅ KONTORERNE I ODENSE, KØBENHAVN OG AARHUS OG PÅ BYGGEPLADSER LANDET OVER. Mere end 700 boliger IGANGSAT I 2021 EN HILSEN FRA AG GRUPPENS CEO 2021 har været endnu et godt år for AG Gruppen. Trods Corona, stigende materialepriser og logistiske udfordringer har vi oversteget vores egne forventninger og næsten nået samme niveau som rekordåret 2020. Vi har meget at være taknemmelige for. I AG Gruppen sætter vi en ære i at bygge bygninger, der kan holde til at stå ude om natten. Men vi bygger også boliger med hjertevarme og rum til at leve det liv, du ønsker, om du er single eller familiemenneske. Hvor det er trygt at bevæge sig udenfor døren, hvor der er grønne åndehuller, og naboerne hilser på hinanden. Samtidig arbejder vi målrettet på at reducere vores klimaaftryk. Byggebranchen er blandt de helt store klimasyndere, så vi har et stort ansvar for at reducere vores aftryk. Vi kan ikke gøre det på en dag, men vi kan blive mere bevidste om, hvordan vores valg påvirker klimaet, så vi træffer bedre beslutninger i dag og i morgen. Derfor vedtog vi 2021, at alle AG-udviklede byggerier fremover skal DGNB Guld-certificeres som minimum. Derudover vil vi vurdere hvert enkelt byggeri for at se, om vi kan være endnu mere ambitiøse. Det kan være brugen af upcyclede materialer, bedre betingelser for biodiversitet eller deleøkonomiske tiltag. På koncernniveau har vi taget initiativ til at kortlægge vores CO 2 -forbrug, så vi får et overblik over, hvor vi kan sætte ind og få størst effekt. Vores klimatilgang har også påvirket ombygningen af fabrikshallerne på Dalum Papirfabrik. Vi overtog bygningerne i starten af 2021 og havde et år til at forvandle en nedslidt industriejendom til et smukt og funktionelt hovedsæde for AG Gruppen. Vi byggede om med DGNB Guld- certificeringen som rettesnor og valgte at tage det endnu et skridt op med indeklimaoverbygningen Hjerte. Store dele af konstruktionen blev genbrugt, og vi er nu flyttet ind i moderne ombyggede lokaler, som samtidig har historie og sjæl. Det har givet os et løft som virksomhed og har allerede styrket fællesskabet, så vi er meget spændte på, hvad rammerne vil betyde for os fremover. Vi har selvsagt store forventninger. Medarbejderne i AG Gruppen er vores omdrejningspunkt. Uden dygtige og engagerede medarbejdere kan vi ikke drive en succesfuld virksomhed. Derfor har vi de seneste år arbejdet målrettet på at få en fladere struktur ikke kun i tanke og tale, men også i handling. Ansvaret er blevet bredt ud, så afgørende beslutninger træffes på flere niveauer, og der er mere samarbejde på tværs. Det har været en gave for os alle. I ledelsen oplever vi, at virksomheden er blevet mere dynamisk, medarbejderne tager større ansvar, og idéerne kommer mange steder fra. Selv om vores egenkapital er historisk høj, føles det ofte, som om vi ”kæmper over vores egen vægtklasse”. Det er vi stolte af, og vi skylder vores gode samarbejdspartnere stor tak for at vise os tillid. Uden stærke kapitalpartnere ville vi ikke være i stand til at løfte de store sager, vi gør. Stærke bankforbindelser gør selvfølgelig sit, men det er i høj grad vores joint ventures, der løfter os. Siden vi i 2015 indgik vores første joint venture med NREP, er det gået stærkt, og nye partnere er kommet til. Vi er glade for, at virksomheder som Topdanmark Ejendomme, Koncenton, Alma Property Partners og Lægernes Pension har valgt at vise os tillid. I 2021 kunne vi da også løfte sløret for vores største joint venture til dato. Sammen med NREP og Topdanmark Ejendomme skal vi opføre ikke mindre end 667 boliger på grænsen mellem Brøndby og Glostrup. Vi ser frem til et godt samarbejde og et fint byggeri, som vil give mange nye familier et kærkomment hjem tæt på København. Mod vores egne forventninger ved årets start aflægger vi nu et regnskab for 2021, som er på niveau med rekordregnskabet i 2020. Det er vi naturligvis meget tilfredse med, men kan vi så gentage kunststykket i år? — vi vil selvfølgelig gøre vores bedste, sammen med vores dygtige medarbejdere. Men usikkerheden er stor. Vi ved ikke hvor rentestigninger, inflation og ikke mindst den ulykkelige krig i Ukraine vil føre os hen. Vi er overbeviste om et godt resultat også i 2022 – men, om det bliver lige så godt som 2021 er usikkert. n
Print
Download PDF fil